Om mig

Mit navn er Lars Peter. Jeg er uddannet ID-psykoterapeut fra ID Academy og blev certificeret i 2025. Jeg tilbyder psykoterapi og samtaleterapi i Hyllested ved Ebeltoft.

Min vej til at blive psykoterapeut begyndte med en svær periode i mit eget liv. Jeg kender derfor også til at sidde på den anden side af samtalen og have brug for hjælp til at finde vej.

Fra stresssygemelding til psykoterapeut

I 2016 blev jeg nødt til at trække stikket og sygemelde mig fra mit daværende arbejde. Lægen sagde stress, og jeg blev anbefalet et forløb hos en coach, som skulle hjælpe mig tilbage på arbejdsmarkedet.

Det viste sig, at hun også var uddannet psykoterapeut. Allerede efter den første samtale tænkte jeg: “Det dér vil jeg også kunne.”

Jeg havde i flere år arbejdet med projektledelse, motivation og coaching. Interessen for mennesker var derfor ikke ny. Men i terapien mødte jeg en måde at arbejde på, som vakte min nysgerrighed: at undersøge, hvordan tidligere erfaringer og tillærte overbevisninger kan påvirke vores liv og relationer i dag.

Min uddannelse og tilgang

Halvandet år senere søgte jeg ind på ID Academy. Det blev begyndelsen på en uddannelse og en personlig udviklingsproces, som har haft stor betydning for mig.

Som ID-psykoterapeut arbejder jeg ud fra et helhedsorienteret syn på mennesket. Det betyder, at vi både kan undersøge dine tanker, følelser, kropslige reaktioner og erfaringer. Vi tager udgangspunkt i det, der fylder for dig nu, og inddrager din historie, når det er relevant.

Jeg har desuden erfaring med at arbejde med mennesker med neurodivergens.

Du kan læse mere om min terapeutiske tilgang på siden ID Psykoterapi.

Et møde med plads til dig

Mit eget liv har rummet både opture og nedture. De erfaringer har været med til at forme mig, men din historie er din egen. Jeg ønsker at møde dig med nysgerrighed og respekt for det, du kommer med.

Du behøver ikke kunne forklare det hele eller vide præcis, hvad du har brug for hjælp til. Det kan vi undersøge sammen i dit tempo.

Samtalerne foregår i private rammer hjemme hos mig i Hyllested, 8400 Ebeltoft. Du er velkommen til at kontakte mig, hvis du vil høre mere eller aftale en samtale.